|
Transport i Australien
af Winnie Sørensen
Australien må være det land i hele verden, det er nemmest at rejse i. Nå, ja - tæt på i hvert fald. Men stort; det er det også! Heldigvis er der noget for enhver smag og noget for enhver aldersgruppe.
Det første man skal tænke på, når man beslutter sig for at tage til Australien, er hvor uhyggeligt stort det egentlig er. At rejse fra Cairns til Perth vil svare til at rejse fra et eller andet sted midt i Rusland til et sted midt i Spanien. Har man ikke uanede mængder af tid til rådighed, må man altså gøre sig klart, hvad man vil se.
Når man har besluttet sig til, hvilke dele af kontinentet der skal dækkes, dukker spørgsmålet op om, hvordan man skal komme frem.
Køb af bil
Mange unge backpackere beslutter sig for at købe en bil, men det er absolut ikke den eneste udvej! Fordelen ved en bil er, at man kan køre når det passer en, og hvorhen det passer en. Desværre bliver mange snydt og køber katten i sækken, og må betale adskillige kroner for at få vraget repareret. En del bruger desuden lang tid på igen at få bilen solgt, og det er måske ikke lige i en kælder blandt brugte biler, man har mest lyst til at tilbringer resten af sin rejse. Vigtigt er det også, at man har en god bil - og selv er lidt fiks på fingrerne - hvis man vil ud at køre i Outback. Dét er ikke for vrag!
Kørelejligheder
Hitchhiking kan generelt ikke anbefales, og er visse steder endda ulovligt. Til gengæld er det relativt nemt at få et lift med andre backpackere, der har købt en bil - mod at man betaler sin del af benzinen - tjek opslagstavlerne på hostels/vandrehjemmene.
Leje af bil
Har man det store husholdningsbudget med sig, er der mange muligheder for at leje en bil. Inden man begiver sig ud på dette marked, er det værd at tjekke for særlige tilbud, da udbuddet et stort og konkurrencen hård. One-way rentals er mulige, men man skal bemærke, at det ikke er tilladt at tage biler fra andre stater ind og ud af Western Australia eller Northern Territory. Man kan leje en bil på dagsbasis for cirka 50$ - skal man ud at se f.eks en wildlife-park, vil det næppe være umuligt at finde nogen på hostelet, der vil med, og så har man en god og billig bil for en dag.
Fly
Man kan få en del rimeligt gode flytilbud - sommetider kan det betale sig at købe et flypas hjemmefra. Tjek med dit rejsebureau. Flypas kan absolut anbefales, hvis man er opsat på at dække så meget af landet som muligt, men ikke har tid til at køre hele turen rundt.
Tog
Lad det være sagt med et samme: Australske tog er IKKE på standardmæssig højde med det, vi er vant til her i Europa. Togene er knap nok hurtigere end busserne og går da slet ikke så mange steder. Men alligevel er en togtur en god oplevelse. The Ghan fra Adelaide til Alice Springs eller Indian Pacific fra Perth til Sydney (evt en del af denne tur) er absolut en oplevelse værd - og komforten i et tog er langt at foretrække frem for en bus, hvis man skal ud på en længere tur på et døgns tid! Tog er ikke specielt billige i Australien. En voksenbillet fra Perth til Sydney koster ca 380AUD (cirka 2000 Dkr) og en tur med The Ghan fra Adelaide til Alice Springs ca 150$ (cirka 750 Dkr) - begge dele på den billigste klasse; Coach Class.
Bus
Størstedelen af backpackere benytter busserne. De to største selskaber er Greyhound/Poineer og McCafferty's, og med dem kan man komme stort set til alle turistattraktioner - McCafferty's kører dog ikke i WA. Busserne er langt den billigste måde at komme frem på, og hvis man kigger lidt efter kan det endda blive endnu billigere end med Greyhound og McCafferty's. De lokale selskaber har ofte gode tilbud. Der findes adskillige buspas med gode rabatter - tjek med dit rejseselskab, da rabatterne sommetider kun gives - eller er højest, hvis passene købes hjemmefra. Buspas er gode hvis man har relativt begrænset tid, og hvis man - måske som førstegangsrejsende - er en smule utryg ved ikke at vide, hvordan man kommer frem. Hvis man helst vil følge tilfældigheder og har tiden til at "strande" et eller andet sted i et par dage, er det måske værd at overveje blot at købe billetterne, når man har brug for dem. Det er ærgeligt at bruge penge til et buspas bare for at opdage, at man egentlig meget hellere vil et andet sted hen, end der hvor passet går til.
Turselskaberne
En anden mulighed, der også som regel indvolvere busser, er de organiserede ture, der er en sammenblanding af sigthseing og transport. Der er utallige ture, der går stort set alle steder hen. De varierer fra 2 dage til tre uger, og der er ture for gamle og unge og de med et stramt budget og de med et mindre stramt budget. Nogle ture lægger vægt på, at man mest skal lære hinanden at kende og "have a good time", nogle lægger vægt på naturoplevelser, nogle lægger vægt på det kulturelle, nogle på det primitive og andre på det luksuiøse - men fælles for stort set alle er, at der for det meste, er tale om ganske udemærkede guider, der ved, hvad det drejer sig om. Organiserede ture er en glimrende måde både at se det, man skal se - ført af én der kender til det - og møde andre mennesker. Men igen gælder det; sondér terrænet inden du køber en tur - der er mange at vælge imellem!
|