HJEM | RUBRIKMARKED | NEWSLETTER | OM OS | ANNONCERING | SØG

dansk norsk svenska

AustralienNet:

Downunder-mail:

Brugernavn

Passord

Links2Australia:


Australian Capital Territory

Australian Capital Territory (ACT) er et pudsigt territorium. Historien bag ACT er historien om en magtkamp. Efter englændernes ankomst til Australien skændtes man i årevis om hvilken by, der skulle være hovedstaden; skulle det være Sydney eller Melbourne?

I 1901 blev Australien en føderation, og det blev besluttet at danne et helt nyt territorium midt mellem de to rivaler Sydney og Melbourne - et territorium der skulle rumme hovedstaden. Det tog dog sin tid at bygge en hel hovedstad, og først i 1927 kunne parlamentet flytte til Canberra.

Lad det bare være sagt med det samme; der er ikke ret meget andet i ACT end hovedstaden Canberra. En temmelig underlig by uden kringelkroge af nogen art, da hele byen er total planlagt og bygget med det ene formål at være hovedstad. Men derfor er ACT og Canberra alligevel i allerhøjeste grad et besøg værd!

Som sagt ligger ACT midt (ok - næsten midt...) imellem NSW og Victoria. Det er ca. 2500 km2 stort med et indbyggertal på lidt over 300.000.

Klimaet kan godt være lidt koldt i Canberra - naturligvis især i vinterhalvåret. Der er gennemsnitstemperaturen omkring de 10 grader, mens den om sommeren ligger omkring 20 grader. Til gengæld regner det (igen gennemsnitligt!) ikke helt så meget, som det kan finde på i Sydney.

En af de første ting man bemærker, når man besøger Canberra, er hvor grønt alting er, og hvor meget plads der er. En anden helt fantastisk ting ved Canberra er arkitekturen, samt naturligvis det faktum, at der er tale om hovedstaden. Alt, hvad der er nationalt, er samlet her.

Det betyder, at man her kan se Parlamentet. Det blev åbnet i 1988 og er en bemærkelsesværdig bygning. Det er nærmest bygget ind i græshøj, og selve taget på Parlamentsbygningen er belagt med græs for at forstærke billedet af græshøjen. Det betyder, at du rent faktisk kan få æren af at spise din madpakke på taget af Australiens Nationale Parlament under en gigantisk flagstang, der bærer et af verdens største flag! Der arrangeres guidede rundture, og den tid skal man tage sig...

Old Parliament House - ligger omtrent ved siden af det nye parlament. Det gamle parlament fungerede som parlamentsbygning fra 1927-1988. Det pudsige er, at man rent faktisk byggede denne parlamentsbygning som en midlertidig løsning. Man besluttede, at det skulle holde i 50 år, og derefter skulle der stå en ny parlamentsbygning klar. Planen holdt ikke helt - den gamle parlamentsbygning var i brug i 11 år mere, end man oprindeligt havde besluttet. Bygningen blev dog ikke kasseret og er også et besøg værd.

National Gallery of Australia. En hovedstad skal rumme et nationalt kunstmuseum, og National Gallery of Australia er da bestemt også et besøg værd!

Højesteret. Igen en temmelig imponerende bygning, hvor også interiøret er værd at kigge nærmere på.

Nationalbiblioteket.

Australian War Memorial. Står du ved parlamentet og kigger mod den gamle parlamentsbygning, kan du i det fjerne - på den anden siden af søen (Lake Burleey Griffin - opkaldt efter Canberra's designer) - se Australian War Memorial. Både parlamenterne og War Memorial er bygget på højderygge, og det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det; men man kan faktisk ikke tage den direkte vej mellem de to. Der ligger søen nemlig. Men det ser ret fantastisk ud! Selve bygningen er temmelig .... stor (lidt af et skrummel egentlig), men der er et ganske godt museum - også for en skandinav.

The National Science and Technology Centre - ligger mellem Højesteret og Nationalbiblioteket og er paradis for alle, der har hang til at trykke på knapper - bare for at se hvad der sker...

Captain Cook Memorial Water Jet - er ærlig talt ikke det mest imponerende, Canberra har at byde på! Men bredden af Lake Burley Griffin derimod indbyder til en gåtur. Måske ikke hele vejen rundt - det er 35 km!

Ambassade-kvarteret. Se om du kan finde en bus, der går gennem - eller tag selv en gåtur gennem - ambassadekvarteret. En del af ambassadebygningerne er virkelig et nærmere kig værd.

Der er også Telstra Tower for dem, der gerne vil nyde udsigten. Vær opmærksom på hvornår den sidste bus kører ned derfra igen - med mindre du vil tag bagvejen af en lille "bushsti". Tårnet er ikke ren udsigt - der er en lille udstilling, der fortæller telekommuikationens historie.

Dette er kun et udpluk af, hvad Canberra har at byde på. Byen har ry for at være temmelig kedelige - arkitektonisk er det absolut ikke tilfældet. Samtidig ligger bl.a. Australian National University i Canberra - med andre ord er der en del unge i byen. Der ER et liv i Canberra efter 17.00 - selvom det ikke altid ser sådan ud, når "suitsene" (jakkesættene) forlader deres designer-bygninger, hvorfra de styrer nationen...

HJEM | RUBRIKMARKED | NEWSLETTER | OM OS | ANNONCERING | SØG